Religion og kirken

På Jelling stenen fra 900-tallet tager Harald Blåtand æren af at være ”den Harald, der gjorde Danerne kristne”. Han lod sig døbe omkring år 965, men meget tyder på, at Asa-troen og kristendommen levede side om side både før og efter 965 - måske helt op til 200 år efter. Man kan først tale om en decideret konsolidering af kirken 100 år senere, hvor Sven Estridsen reorganiserede kirken og inddelte landet i 8 stifter, der hver blev styret af en biskop.
I sidste halvdel af 1000-årene ser man også oprettelsen af de ældste af de kendte danske klostre samt den danske kirkes integration i romerkirkens religiøse og økonomiske organisering. I et brev til Sven Estridsen fra pavemagten i Rom understreges således, at man også fra Danmark forventede betaling af skatter til kirkens hovedsæde, Peterspenge.
I den tidlige Middelalder opstod der et tæt samarbejde mellem kongemagten og kirken, som hver især kunne se fordele ved at danne fælles front. Kongemagten kunne udnytte kirkens lærde mænd og europæiske organisation, mens kirken havde brug for en verdslig hersker til at garantere lande- og gudsfreden og sikre stabilitet. For kirken var det en helt central opgave at gøre op med det gamle samfunds retsorden, hvor hævn var svaret på lovbrud, og i stedet få fastlagt regler for, hvordan fredsbrud skulle straffes. Man ønskede bødestraffe i stedet for voldshævn og i løbet af 1100-tallet blev det skik, at selv mordere kunne købe deres fred af kongemagten, hvis mordet da ikke var sket, hvor gudsfred og landefred i særlig graf herskede, det værende sig på Tinget, i kirken eller på helligdagene. Kongens voldsmonopol var hermed grundlagt og en rimelig indtægtskilde sikret.
Kirken nød betragtelige privilegier så som unddragelse for militær tjeneste, betaling af skatter og gejstligheden var ligeledes - igennem den kanoniske rets meget strenge sanktioner - beskyttet mod overgreb. Derudover blev kirken tildelt store jordbesiddelser og kom til at udgøre en betydelig økonomisk faktor i riget. Op mod 40 % af landets dyrkede jord kom i perioden i kirkens besiddelse. De største gejstlige godsbesiddere, ærkebispen og Roskilde bispen lå, med godsbesiddelser på 2500-3000 bondegårde, på et niveau langt over de rigeste højadelsmænd. Også klostrene voksede, som tidligere nævnt, frem i 1100-tallet på grundlag af donationer fra konger og stormænd. F.eks. skænkede Valdemar den Store i 1157 landsbyen Withscuele med alt tilliggende til cistercienserordenen, som her oprettede Vitskøl Kloster.
Ikke kun var kirken en økonomisk magtfaktor i samfundet, men i særdeleshed også en kulturel faktor, som havde stor indflydelse på hele samfundslivet. Kirken bestemte, hvordan man levede og hvilke samfundsregler, der blev fulgt og havde samtidig monopol på tilgivelse, hvilket blev en god forretning i form af salg af afladsbreve. Ved at bekende sine synder til en præst opnåede man syndernes forladelse, men dette var ikke altid nok til at genoprette det gode forhold til gud – og undgå den evige straf i Helvede. Den enkelte kunne derfor købe aflad i form af et brev, som nedsatte tiden i skærsilden. Jo højere beløbet var, des kortere tid i skærsilden. En praksis som blev stærkt kritiseret af Martin Luther, som med Reformationen i 1536 og sine 95 teser om aflad fra 1517 gjorde op med hele tanken omkring køb af tilgivelse. I tese 32 står følgende: ”De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve”. Hos Luther var alle lige over for gud, man skulle blot angre og bede om tilgivelse.
I senmiddelalderen var kirken i forfald. I Christian d. 2.’s to nye lovkomplekser landloven og byloven fra starten af 1520’erne understreges dette bl.a. ved, at det om de kirkelige forhold hedder sig, at bisperne skulle passe deres embede og aflægge deres pragtsyge. Det samme galt præsterne, der skulle passe deres kald, så kirkerne ikke lå øde hen. Ligeledes indskærpedes det, at gejstlige ikke måtte købe gods, med mindre de giftede sig – et frontal angreb på cølibatet.
På stændermødet i 1536 i København gennemførte Christian d. 3. – efter at have ført og vundet en årelang borgerkrig mod bl.a. Grev Christoffer af Oldenburg, der støttede den afsatte Christian d. 2.- den lutherske reformation. Bispegods og bispetiende tilfaldt nu kronen og de praktiske forhold omkring den ”nye” tro blev i 1537 (latinsk udgave – 1539 dansk udgave) fastlagt i kirkeordinansen. Den vendte sig mod sjælemesser, helgendyrkelse, faste og cølibat og lagde i stedet vægt på forkyndelse, prædiken på modersmålet, bibellæsning og salmesang. Den katolske kirke mistede sin direkte politiske indflydelse og adelen blev efter inddragelsen af bispe- og klostergodset den eneste ”herrestand”, der var i besiddelse af særlige økonomiske og politiske privilegier, mens gejstligheden henvistes til andenpladsen. At perioden fra 1536 til enevældens indførelse i 1660 normalt benævnes ”adelsvælden” skal dog ikke skjule, at kongen var den egentlige sejrherre.