Magten

Den danske Middelalder dateres oftest fra ca. 1050, hvor kristendommen for alvor vinder frem, til 1536, hvor reformationen medfører et brud med Rom og den katolske tro til fordel for Martin Luthers lære.
Fra at have været et udfarende vikingeimperium præget af handel, plyndring og kolonisering bliver blikket i Middelalderen vendt ”indad” og man ser udviklingen af en stærk centralmagt samt en konsolidering af kirken, der støttet af kongerne får et selvstændigt økonomisk fundament i form af tildeling af ”jordegods”. Over hele landet blev der bygget hundredvis af kirker og under Sven Estridsen (konge 1047-74) inddeltes landet i 8 stifter, der hver blev styret af en biskop.
Samspillet mellem kirken og kongemagten havde flere fordele. Kongen kunne udnytte kirkens skriftlærde og den internationale organisation, den havde i ryggen i den begyndende opbygning af en landssækkende administration. Ligeledes sikrede han sig en religiøs sanktion af sin egen magt, som hidtil havde været ukendt.
I ordet konge, som betyder ”søn af en fornem mand” eller ”mand, som nedstammer fra guderne”, ligger det at man skal være af fornem slægt for at bestride embedet. Og kongetitlen gik også ofte i arv, men i princippet blev alle danske konger frem til 1660 valgt på landstingene (indtil 1400-tallet hvor Rigsrådet foretog valget) i Viborg, Lund, Ringsted og måske Odense og der kunne afkræves løfter af den fremtidige konge om, hvorledes han ville bestride embedet, forud for et valg.
Fra 1320 blev det, med få undtagelser, reglen at den kommende konge skulle besegle en håndfæstning inden valget. Det vil sige en skriftlig erklæring givet af kongen omkring hans embedsførelse. Heri kunne f.eks. være nedfældet, at kongen regelmæssigt skulle rådføre sig med stormændene, således at disse – så vidt muligt - sikrede sig en magtudøvelse i overensstemmelse med deres ønsker.

Forholdet mellem stormænd og konge var i perioden langt fra gnidningsfri, da kongens krav om udøvelse af lov og ret, ind i mellem stred mod veletablerede stormandsrettigheder rundt omkring i lokalområderne. Men grundlæggende var konge og aristokrati i et udiskuterbart afhængighedsforhold: Uden konge ingen herremænd, og uden herremænd ingen konge. Herremændene havde brug for kongemagten til at holde deres privilegier i hævd og uden kongetjeneste ville de mangle berettigelse som stand.
Det middelalderlige samfund var karakteriseret ved, at alle kendte deres plads i hierarkiet og sjældent kunne gøre sig forhåbninger om at leve et andet liv end det, de var født ind i. På godt og ondt.
Der var 4 stænder: Adelen som aflagde troskabsed til kongen, de gejstlige, borgerne og bønderne. Kirken tjente Gud, herremændene tjente kongen som krigere og bønderne betalte skat.
Udviklingen af kirke, kongemagt og herremandsstand viser en europæisering, hvis hovedformidler var kirken, som i hele perioden nød betragtelige privilegier så som skattefritagelse, andel i de kongelige skatter i byerne, især der hvor bispesæderne var placerede og retten til at ”tage mænd”, herremænd, ligesom kongen, hvorfor bisperne sammenholdt med deres økonomiske ressourcer udgjorde en betydelig militærmagt.
Middelalderen strækker sig over en betragtelig periode, hvor der sker store forandringer og blev ført mange kampe om kongemagten. Overordnet set kan man dog sige, at vi i perioden ser begyndelsen til den nuværende statsmagt i form af kongedømmets udvikling til en institution med lokale administratorer, embedsmænd og bureaukrater godt hjulpet af kirkens import af vesteuropæisk kulturgods.