Af Kathrine Vestergaard Brandstrup, cand.mag. i middelalderarkæologi og tekstilvidenskab

 

Tekstilhåndværket får i middelalderen et teknologisk løft, der skifter husmorens hjemmevævede stoffer og hjemmesyede kofter ud med importeret uldklæde og skræddersyede surkot’er.

I århundreder havde det at sørge for tøj på kroppen til hele familien, været en af husmoderens største og mest tidskrævende arbejdsopgaver. Hele processen fra at indsamle eller klippe ulden af fårene, sortere og forberede ulden forud for spinding, spinde trådene på håndten, væve stoffet på den opretstående vægtvæv og til sidste tilpasse stoffet i stykker, der blev syet sammen til kofter, benklæder, kapper og kjoler, var styret af husholdningens moder.

Hun havde fra sin mor lært håndværket og vidste præcis, hvor meget uld, der skulle bruges, hvor tyndt og hårdt garnet skulle spindes, samt hvor meget garn, der skulle sættes op i væven, for at få de forskellige typer af beklædning.

Denne viden gav hun videre til sine døtre, der fra barnsben arbejdede med ved kæmningen, spindingen og vævningen. Det at fremstille tøj var hele husholdningens projekt og alle blev inddraget i forskellige stadier af fremstillingsprocessen.
Havde man mere uld, end der skulle til for at holde familien med tøj, blev de ekstra stykker stof solgt på det lokale marked og ombyttet til, hvad man ellers havde brug for i husholdningen.

Dette produktionssystem blev allerede i den tidlige middelalder udfordret i form af en ny og spændende type stof. Det såkaldte klæde blev fra 1000-tallet masseproduceret i en række flamske byer og eksporteret rundt til hele Nordeuropa. Dette nye stof var i begyndelsen en ganske luksuriøs og dyr vare forbeholdt overklassen og de mere velhavende borgere i købstæderne. Snart blev der også produceret billigere udgaver af det flamske klæde, som flere og flere af byens borgere havde råd til. Med de nye stoffer opstod også behovet for at følge den europæiske måde i forhold til dragtsnit og -stil.

Dermed opstod skrædderhåndværket, som en selvstændig gruppe erhvervsdrivende i byerne. Grundlaget for den eksportorienterede masseproduktion i Flandern var en ny type væv. Den gamle tidskrævende opretstående væv blev skiftet ud med en kassekonstruktion, hvor trenden lå udstrakt mellem to bomme og hvor skeldannelsen mellem trådene skete ved hjælp af pedaler betjent med fødderne.
Dermed gik væverens arbejdsstilling fra stående til siddende. Væverens køn skiftede også fra kvinde til mand, eftersom de masseproducerende væverier fremstillede stoffer på fuld tid og ikke kun, når det kunne passe ind i det øvrige husholdningsarbejde.
Således gik produktionen af stof fra at være en husholdningsproduktion til at blive et professionelt håndværk. Denne første effektivisering af tekstilhåndværket udvidedes i løbet af middelalderen til også at omfatte rokken, der gjorde spindingen betydeligt hurtigere end håndtenen.

I senmiddelalderen bragte et økonomisk opsving indenfor landbruget velstand til mange bønder i Danmark. Det blev således muligt for dem at købe sig til de forskellige varianter af importeret klæde fra Flandern og England. Dette gjorde det hjemmevævede vadmel umoderne og overflødigt og landbefolkningen mistede i løbet af et par generationer den indlejrede kundskab hos kvinderne til at fremstille stof efter den gamle tradition.
I mellemtiden var det ikke kun stofferne, der vandt udbredelse i Nordeuropa. Vævere, der var kyndige i den nye tradition, bragte trampevæven med sig rundt til danske og nordiske byer og slog sig ned som professionelle håndværkere der.
Da landbefolkningens behov for igen at blive selvforsynende med stof opstod, var det således trampevævere fra byerne, der slog an på landet og rodfæstede den tradition indenfor vævning, som håndværket fortsat bygger på den dag i dag.