Børneliv i Middelalderen

At være barn i Middelalderen var meget anderledes end i vore dage, hvor børn får lov til at være børn og har en barndom, hvor forpligtelserne er forholdsvis små og tiden er til leg, skole og kammerater. Sådan har det langtfra altid været.
Fra antikken og op til 1700-tallet blev børn i Vesten betragtet som ufuldstændige mennesker og barndommen var blot en forberedelse til livets vigtigste fase: Voksenlivet. Meget tyder på, at man i Middelalderen ikke havde nogen særlig bevidsthed om barndommens særlige karakter, men blot i 5-7 års alderen indlemmede børnene i de voksnes verden. Fra børnene kunne gå og indtil 7 års alderen, var de meget overladt til sig selv, mens de voksne arbejdede.
Herefter forventedes det enkelte barn at bidrage til husholdningen og indtage en reel funktion i familien, hvis det da ikke var sendt bort i lære hos familie eller fremmede. Skolegang var kun få beskåret og overførsel af viden gik fra en generation til en anden ved at børnene deltog i og vænnede sig til de voksnes liv.
For drengene var det naturligt at lære faderens erhverv eller håndværk hvad enten han var bonde, ridder eller håndværker, mens piger blev oplært af moderen og måske sendt i lære som tjenestepige. Barnet var så at sige den voksnes naturlige følgesvend og adskilte sig hverken i klædedragt, arbejde eller leg. Kort sagt: Børn var små voksne.
Forudsætningen for at blive voksen var naturligvis, at man overlevede barndommen! Børnefødsler var langt fra ufarlige for både mor og barn og omkring hver femte nyfødte døde i løbet af deres første leveår og knap halvdelen af de fødte nåede aldrig at blive voksne. I middelalder litteraturen er det svært at finde børnenes stemmer af flere årsager: De skriftlige kilder, der er overleveret til eftertiden, stammer primært fra en meget lille del af befolkningen, som først og fremmest var klerikale, mandlige og tæt på aristokratiet, og for hvem børns liv simpelthen var uinteressant.

Krige, storpolitik og konger var derimod emner, det var værd at beskæftige sig med. Derudover efterlader børn sig kun få vidnesbyrd og børnedødeligheden taget i betragtning, er der meget, der tyder på, at man nok elskede sine børn, men samtidig var meget bevidste om den hårfine grænse, der fandtes mellem liv og død, hvorfor barndommen generelt fyldte meget lidt i folks bevidsthed. Og dermed i kilderne til eftertiden.
Det hele kommer til at lyde meget dystert, men man har naturligvis eksempler på legetøj fra Middelalderen, og børn har gennem alle tider været i stand til at bruge fantasien og fået hverdagsting til at blive til legetøj eller har lavet deres eget. Der findes eksempler på: rangler, snurretoppe, miniatureredskaber til madlavning, små krus og tallerkner i keramik, soldater, små dyr af ler og kæpheste. Ting der fungerede som legetøj, men i forhold til meget nutidigt legetøj, relaterede tæt til den hverdag og det arbejde, som børnene naturligt indgik i. Forskellen mellem den måde børn og voksne opførte sig på var langt mindre dengang end nu.
Hvor skolegang for alle nu om dage reelt åbner en verden af muligheder for den enkelte, så forholdt det sig meget anderledes i det middelalderlige standssamfund, hvor alle kendte deres plads. Kun et fåtal (og kun drenge) kom i skole og de få skoler, der fandtes var tilknyttet klostre eller domkapitler tæt forbundet med den religiøse dannelse. Det var først i slutningen af Middelalderen, at latinskolerne begyndte at dukke op i købstæderne. De fleste var således tvunget til at følge i deres forældres fodspor og deres fremtid og rang i livet var tidligt udstukket og social mobilitet sjælden. For drengene var der en mulighed i at blive ridder.

Ridderliv. 
”En ridder var en betegnelsen for en person, der var i besiddelse af en rustning, der gjorde det muligt for ham at kæmpe til hest”. Ridderne skulle gennemgå træning med våben. En ridder var altid både herrer og tjener. For ridderne var det vigtigt at kunne klare sig på egen hånd, for så kunne de overleve de mange stridigheder og krige der var på disse tider, hvor ridderne levede.

Ridderuddannelse:
det var vigtigt for familien når de skulle have anbragt en af deres sønner at få ham anbragt på et så fornemt hof som muligt. Den første fase i uddannelsen strakte sig fra ca. 7 til ca. 14 års alderen. Når man var i første fase hed det at man var page. Efter første fase skulle ridderen videre til 2 fase hvor man blev tildelt navnet væbner. Han var væbner hos sin herre. Dette var en meget vigtig rolle. Ridderen skulle sørge for at herrens våben var i god stand, passe hestene, deltage i jagt og sørge for at de remedier der skulle bruges var med. Efter at den 2 fase er overstået kan drengen/mande nu endelig kalde sig officielt ”ridder”. Ridderslaget har oprindeligt været et slag op siden af hovedet, men først sent i ridderlivet erstattet af et slag på skulderen med den flade side af sværdet.
Turneringer:
Turneringer var en meget vigtig del af ridderlivet. Formålet med disse turneringer var at skabe træning for mændene så de var klar når de skulle i kamp. I århundrede blev de afholdt for underholdningens skyld. Det samlede tusindvis af mennesker, som både deltog og var tilskuer + købmænd og andre handelsmænd gjorde gode forretninger på markedet, der både fandt sted før og efter turneringskampene. Turneringerne blev arrangeret af de mest velhavende adelsmænd fx franske baroner.
Krigens aktører
Middelalderens hære bestod af to hovedgrupper: fodfolk og riddere. Disse to hovedgruppers betingelser i krigssituationen var meget forskellige. Først og fremmest var de forskelligt udrustet. Fodfolket var naturligvis mindre beskyttede end ridderne, pga. omstændighederne. Altså var ridderne bedre beskyttet gennem deres rustninger, dels var de mere bevægelige og havde bedre chancer for at komme væk i en trængt situation. Da fodfolket endvidere bestod af mænd fra under- og middelklassen, kunne de ikke regne med at blive løsladt under en krig. Blev de taget til fange, blev de dræbt. De havde ingen ”værdi.”
Det militære aristokrati var altså ridderne. De var beskyttet af tykke rustninger. De kunne, friere end fodfolket, bevæge sig på deres specialtrænede heste. Riddernes chancer for overlevelse var langt større end fodfolkets.
Riddernes udrustning
Tempelriddernes love fra 1181og Firenzes love fra 1260 fastsætte, hvilket udstyr en ridder skal kunne stille med. Der er visse forskelle, men sammenfattende kan man sige, at en ridder skulle være udstyret med:

-en hjelm
-en ringbrynje
-skulderbeskyttelse
-pansersko
-en våbenkjortel, der blev båret uden på ringbrynjen
-et skjold
-lanse eller spyd
-et sværd
-en kølle
Ligesom indtægtsforskellene mellem de fattigste og de rigeste riddere kunne være meget store, var der også forskel på kvaliteten af deres rustninger og øvrige udstyr. De velhavende fik selvfølgelig det bedste og dyreste udstyr.